søndag den 23. oktober 2011

i skoven









jeg vil gerne se klart; nyder den sidste sol, de sidste ferietimer og det sidste vers i min sorgmodige søndagssalme. solen bragte en ventet varme op i mig igen.

jeg er så nøgen i dette spil, hvor du kaster terningerne og jeg blot følger trop. kan hverken finde hoved eller hale i, hvad du siger, hvad jeg mærker og i mine reaktioner. mit sind nedbrydes og det føles virkelig som om, jeg ikke kan komme ovenpå igen - netop fordi, jeg ikke vil miste noget af dig
jeg må sige farvel til dig, før jeg kan byde velkommen til mig selv i en ny hverdag, i nye drømme og i helt andre fantasier; min krop vil bare ikke, jeg vil ikke - og jeg forstår ikke, hvorfor du vil det.......

skoven. her søger jeg ly, mærker luften i mine lunger og blodet rundt i mine årer. skoven; endnu et tilflugtssted fra virkeligheden, endnu en befriende intethed, hvor min tid står stille. skoven, du bringer noget frem i mig; noget jeg længe har savnet og manglet. en lyst. en lyst til at leve et finurligt liv med plads til alle mine særheder; en lyst til at vise, hvor fantastisk solen kan skinne; en lyst til at mærke og mærkes. på ny

jeg er ikke glad. jeg er tom og alene. men sådan skal livet også leves ind imellem.
dog har jeg mine veninder, venner og min familie, der støtter mig som aldrig set før
jeg er så taknemlig og hjertevarm. hvilken efterårsferie. hvilket ræs. hvilken smerte og frihed og had og ødelæggelse og godhed
mere ferie. tak. mere skovly. tak. mere martin. be om

Ingen kommentarer:

Send en kommentar