onsdag den 15. februar 2012

tik tak.........

walk-man. Sigur Ros. solskin i ansigtet. røde kinder. eventyr lige om hjørnet. kys i hjertet

mit forhold til tiden er ambivalent; jeg ligger her i køjesengen og fornægter tiden, der flyver afsted - og alligevel kan den ikke gå for hurtigt. jeg drømmer mig til at få sat et sidste punktum i min aflevering, drømmer mig til vågen-marathon torsdag nat, drømmer mig til vinterferie på ski og til genforeningen med min motorcykel; jeg drømmer mig hele verden rundt og det kan kun gå for langsomt. hjertet pumper og jeg lever som aldrig før.
alligevel er der stunder - som nu - der gerne må vare ved for altid; som jeg ligger her, beskuer solen, lytter til hverdagen, der raser forbi nede på vejene og anskuer smil med glæde i hjertet. en ubegrænset følelse af frihed.

jeg ønsker tiden står stille, når jeg ligger søndag morgen, strækker min krop og pludselig opdager min herlige fyr ved min side; jeg kravler ind i hans krog og ligger mig på hans bryst. mærker, hvordan livet går ind og ud af ham - hvordan han drømmer og hjertet slår. en ubegrænset følelse af forelskelse.

jeg ønsker, tiden står stille, når jeg løber i det fri og forenes med naturen under mine fødder. larmen er tilsidesat for skønheden ved at have høj puls og bruge energi. jeg ønsker, fuglene altid må flyve over mit hoved, at vandet altid må rinde og solen skinne på mig. tiden skal stå stille, når jeg føler tilfredshed fra inderst til yderst.

tiden går altid frem - men måske handler det sig om selv at koble fra, logge ud og sætte sig ned; sidde stille for en stund. "skønheden sidder i betragterens øjne" og tiden kan stå stille ved et enkelt øjekast og frys af verden.
her står det stille hos mig - jeg vil leve i den lykke, jeg besidder lige nu og hygge mig om en veninde - jeg vil tilsidesætte afleveringer og fryde mig over, jeg snart får ferie. tiden står stille.... bare lidt endnu.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar