den kære efterskole

d.15.03.2010

august. september. oktober. november. december. januar. februar. MARTS. april. maj. juni.
10 måneder til at skabe sig selv. 10 måneder med livsbekræftende oplevelser. 10 måneder med 150 klassekammerater, der lever for dette år. Sådan er det; efterskole.

Igår var en helt normal dag af slagsen, men jeg er blevet afhængig; Jeg kan ikke forestille mig at stoppe igen for så at vende tilbage til det derhjemme, hvor min seng er så stor, at jeg virkelig føler mig ene. Jeg vil ikke skænke nogle tanker til den ensomhed, der vil forfølge mig efter min afsked med efterskolen. Det piner mig, at der er ende for denne lykke, jeg lever i. Det er først nu, jeg har fundet mig til rette - nej faktisk ikke engang endu; tiden er for knap. Jeg finder tryghed i hver aften at falde i søvn til Sabrinas åndedrag, lyden af det tikkende ur og de piger på gangen, der lister stille rundt. Jeg vil savne morgenerne, hvor vi alle sover over morgenmaden. Jeg vil savne de endeløse samtaler og diskussioner om ingenting omkring ethvert bord, i ethvert hjørne. Jeg vil savne følelsen af konstankt nærvær; at være en del af noget større, at være én ud af hundredeoghalvtreds.
Jeg savner faktisk allerede; Jeg savner dagen, hvor vi startede, for denne dag var starten på mit 10 måneders lange eventyr, og jeg var så uviden om, hvor fantastisk dette ville blive for mig, for os! Jeg savner og jeg vil savne endnu mere..

Foråret er kommet, og jeg var ude at gå med Martin i aftes - den dejlige skabning. Da jeg stod dér, på marken, under den mørke himmel, hvorpå jeg stadig kunne ane solens nedgang i horisontlinjen, vidste jeg, at det her er noget, jeg godt kan lide. Efterskole. Stjernerne poppede frem, da vi stod dér på det helt rigtige tidspunkt; Der var så smukt. Stjerneskudet jeg så, nåede Martin endda også at se.. Perfekt timing. Perfekt tid; Koldt, men ikke isende.

Jeg ønsker, som jeg bad til stjernerne i aftes, at ethvert minut må vare evigt fra nu. Jeg ønsker tiden stoppes, og at vi bare lever videre som nu; i vores lille isolerede by, Haubro, væk fra al larm og stress. Jeg vil virkelig ikke hjem.

Heldigvis er der til endnu. Nok er foråret ved at springe ud, men sommeren er længe undervejs - og det er først, når jeg står i shorts, en lækker soltop og solbriller dér, på marken, hvor jeg stod i aftes, under den LYSE sommeraftenshimmel, at jeg ved, tiden er knap. Og at eventyret nærmer sig sin slutning.
Vi har længe endnu folkens.

Jeg husker det, som jeg sad der på mit værelse; en weekend morgen før morgenmad. Jeg husker den saglighed, der fyldte mig og den tro. Troen på noget større, en virkeligere virkelighed og på håbet. Jeg husker, hvordan jeg red på lykken i mine drømme, hvordan solen ramte mit vindue og hvordan Sabrina kyssede mig god nat. 

En stjerne jeg sender. Til fortabte sjæle, til hungrende børn og ensomme; lykken er at finde! Og formålet med livet er blot at stræbe efter den.

Hvilket eventyr jeg har været på - hvilket eventyr jeg er midt i - og hvilke eventyr jeg får! 

Livet, det er livet værd.