emma

Med lysten til at leve, til at genlæse det bedste mørke poesi, til at udtrykke min kærlighed, læse mindebøgerne igennem, skrive i dagbog og skråle i natten, kommer ligeså lysten til at skrive.
Heraf kommer lysten - måske endda nødvendigheden - til at udtrykke, hvilket savn jeg besidder.

For det handler ikke længere om, at jeg er bange for, vi ikke finder hinanden igen; det handler om, at jeg er vildt bange for, at vi ikke længere vil kunne finde båndet igen. Nok vil vi ses, snakke om livet og strømmen heri; dele ud af vore drømme, vor frygt og håb - men mon vi nogensinde igen vil dele en cigaret i døråbningen..... sidde dér og leve sammen. som et stykke. vi delte en stjerne i sin tid - vores tid. vi havde et kald, sammen. Et venskabt så stærkt, at vi begge var usikre på, hvorvidt vi kunne stole på hinanden - fordi det hele syntes så uvirkeligt.
Men savnet brænder i mig; jeg savner min emma, der altid formåede at fremme noget specielt i mig. på både godt og ondt.