mandag den 16. januar 2012

en lykkestund









her i ly for livet på en mandag; bag lukkede døre, midt i dyner sidder jeg bedøvet af sygdom og salighed.


jeg er begyndt at drømme om min mor. drømme, hvor hun er helt svag, småtosset og glemsom. drømme, hvor vi ikke hænger sammen længere. jeg vågner med lysten til at ringe til hende, putte mig ind til hende og holde hendes hånd. det er pudsigt, for det er længe siden, jeg har prøvet at savne min mor.


så her sidder jeg og bliver helt salig; kigger på billeder som disse, hvor familien er samlet om mig og giver mig en hjertevarme så hed, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. 
min 18-års fødselsdag bragte mig tættere på den smukke, klare forårshimmel og stjernerne derpå, den bragte mig tættere på mine gode brødre, deres damer og min daværende kæreste, der fortalte mig, jeg var smuk. i skæret fra stearinlysene sad vi og elskede hinanden - bror som søster, mor som far, moster som onkel, ven som familie.


jeg er sært svag og følelsesladet i dag, men jeg er også lidt småsyg - så er det vel klart, man savner en mor og far til at nusse om en? en lillebror til at være sød? en kæreste til at holde ens hånd? tid til at blive rask?


en lykkestund er lige, hvad jeg har lyst til - og den er kun få billeder væk! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar