lørdag den 14. januar 2012

at møde

Jeg har altid været helt fascineret af, hvordan folk vælger at introducere dem selv; det første håndtryk, det skjulte smil, det opsøgende blik, selvværdet, stemmeleget, brugen af kropssprog, den desperate interesse, venligheden, usædvanligheden, de fastholdende øjne og ordene.......

I aftes blev jeg prikket i håret af en fyr, der stod højere oppe på en halvmur til en fest. Han rakte sin hånd ned mod mig med et "Hej, jeg hedder Thomas. Hvad er dit navn?" - allerede der vidste jeg, Thomas var en fin fyr. Den uimodståelige imødekommenhed, selvtillid og originalitet; de søgende øjne og det varme håndtryk. Typen, der sagde "Undskyld mig damer, jeg kommer igen om lidt". En fyr af god støbning.
 
Til dimissionfesten i sommers kaldte en rødhåret fyr med et glimt i øjet på mig under sin studenterhue: "Tjener!! To øl tak". provokerende - charmerende og lidt overlegent på den lækre måde. Senere i byen møder jeg samme fyr; møder hans blik på mig ud af en mængde piger. Betagende øjne og et glimt så klart, som om, han ikke kunne lade være at se på mig. Christoffer er nu i mine tanker ofte - og vi ses tit. Jeg tænker stadig tilbage på det første blik under studenterhuen, hvor han stjal min interesse.

Jeg husker de nervøse ansigtstræk, de nærmest rystende bevægelser og den knækkede stemme, da vi alle d. 16. august 2009 tænkte alt for meget over, hvad vi lukkede ud af munden. 160 elever, der skulle samles og leve sammen i et år - jeg husker, hvordan jeg tvivlsomt kravlede ned fra overkøjen den første aften for at snakke med min nye værelseskammerat; jeg husker, hvordan ydmygheden tyngede os, hvordan øjnene var nysgerrige og hvor tungt vi hver i sær sov under vores nye, fælles tag. Eventyret udviklede sig til noget større end livet selv - og den første aften lagde grobund for et fantastisk venskab.

To mænd satte sig ved en veninde og jeg i byen; en bakke shots, fedtet gelé-hår og skjorter, hvor de to øverste knapper var åbnet. "Vi kan ikke drikke alle dem her selv." Jeg hoppede selvfølgelig med; venlig og tørstig som jeg nu er. Senere kom klichéen "På en skala fra 1 til 10 hvor gode chancer har jeg så hos dig?" - køligt svarede jeg "Efter den der...... 0"
Usikkerheden, desperationen, den kunstige interesse og overfladiskheden osede ud af deres åbne skjorter sammen med duften af kraftig parfume og sikkert også lidt svedigt, krøllet hår. Jeg var ikke fanget - ikke engang lidt.

"Sofie Sol."
Gymnasiet startede og jeg skulle præsentere mit navn, så folk ville huske det. Fuld af energi fra en lang sommer sad jeg i en klasse fyldt med ukendte ansigter og mennesker; højlydt lød det fra mig "Sofie Sol."
Kåret som "Årets solstråle" på efterskolen, fulgte jeg min mavefornemmelse, holdt ved min sten om halsen og sagde "Sofie Sol." Selvsikkerheden sad sikkert i min stemme - og jeg tænkte virkelig, at verden bare måtte komme an, for solstrålerne - dem kunne ingen tage fra mig. Stadig bliver jeg glædeligt påmindet om mit solrige navn - det er jeg fan af.

Sidste tidlige forår var jeg til en udtagelsesprøve for uddannelsesorganisationen UWC, hvor jeg stødte på en helt masse inspirerende mennesker. Specielt husker jeg en. Vi havde brugt kun 7 timer sammen - 20 mennesker om det samme mål; konkurrenter på et eller andet plan med samme drømme og håb. Vi var 4, der tog samme bus mod Aarhus banegård; jeg skulle vente på min tog, så jeg tog ind på en café.
Få minutter kommer en fyr fra udtagelsen ind, sætter sig ved mit bord og siger: "Jeg venter lige her med dig, hvis det er fint". Det var som taget ud af en film; begge med røde kinder og mod i sindet snakkede vi uddannelse og drømme - helt uden kendskab til hinanden. Vi udvekslede vore håb og vor desperation; delte eventyrlysten og greb hinanden i usikkerheden. Dagen i dag fortryder jeg stadig, jeg ikke fik hans nummer.
Vi gik alle derfra med følelsen af at tage afsked med nogle sjælevenner, der brændte for de samme drømme.


Mødet mellem mennesker har altid fanget mig; jeg er ikke genert af hjertet, jeg er nysgerrig og vild efter nye drømme at dele. Ofte falder jeg let i snak med folk - og ind i mellem fanger interessen mig; jeg forelskes i nye mennesker på ny og sender dem søde tanker. Som nu.
For verden er fuld af smukke mennesker - og der er masser at betage endnu, er jeg sikker på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar