nostalgi

 En af mine venners lillesøster har lige kontaktet mig, fordi jeg inspirerer hende til at tage på efterskole - på min efterskole. Hun vil gøre historie på Himmerlands Ungdomsskole, mærke kærligheden i murerne og se stjernerne klarere på himlen.
Jeg mindes den spænding, jeg levede i i tiden op til starten på efterskolen; hvordan mine ører spidsede til, når andre talte om deres erfaring med efterskole, hvordan jeg søgte enhver opdatering på hjemmesiden, hvordan et enkelt brev med eventuelle huskelister, møder og velkomster gjorde mig ovenud lykkelig og hvordan mine forventninger voksede i drømmene. Jeg åndede for at starte mit livs eventyr.

Derfor varmer det om mit hjerte, at jeg har inspireret denne endnu uvidende pige til at tage springet. Jeg har lyst til at dele alle mine skatte med hende; fortælle om alle turerne på tæer i måneskinnet om natten, om fællessangen på badeværelset med mine damer, om Sabrinas snorken, om Åndehullet, de uendelige løbeture, den friske luft af frihed, om nøgenløb på gangene, om hemmelighederne, gyserhistorierne, filmmarathonerne, om kærligheden, længslen og lærernes særheder....
Nostalgien har ramt mig
Himmerlands Ungdomsskole for altid i mit hjerte - jeg ville tage tilbage for én dag, hvis dette var muligt. Jeg ville atter ride på lykken og glemme alt om de grå zoner.
Solen skinner på mig, i mig ved tanken om Haubro.
Min kærlighed går til min efterskole....
Må du få dit livs eventyr, lille Rikke.