Uheldigvis kostede det min lillebror en fisk, da han gav mig ansvaret for hans akvarie her over ferien. Døden er relativ; tabet ligeså.... Da jeg først smed fisken i skraldespanden, fik jeg lidt ondt af den lille fætter i bunden af posen - så ondt, at jeg tog ham op, gjorde ham fin og prisede hans død.
Ovenpå en fejring af allehelgensaften kommer jeg til at tænke på vigtigheden i at medtænke de døde, huske dem og ære dem. Vigtigheden i at blive husket og medtænkt er guld værd - for en levende såvel som en død. Skænker derfor tanker til min Farmor og Farfar, som jeg aldrig nåede at kende, men stadig føler en vis form for tilknytning til. Jeg sender tanker til min fars faster Ebba, der var den sejeste kvinde, jeg har mødt; og som har tildelt mig oceaner af muligheder ved at have skrevet mig i hendes testamente.
Døden som begreb kan gradbøjes til mange faconer; jeg føler mig selv til tider død. Den sidste uge har jeg ikke været så levende og strålende, som førhen. Men jeg ser et lys forenden; jeg ser en genopstandelse og en ny genforening med mit tidligere selv. I denne periode og identitetskrise har mine trofaste venner og veninder medtænkt mig i deres bønder, tilgodeset mig tid og udvist så megen kærlighed, at det halve nok egentlig havde været nok. Jeg er ikke helt så bange for at dø igen; jeg er nemlig nogenlunde tilbage med fodfæste og grobund for noget større og stærkere i mig selv. Jeg er på vej ovenpå igen.... Takket være mit folk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar