Standard onsdag....

Så blev man lige valgt som elevrådsformand...

det kribler

fingrene hamrer løs på tasteturet, pulsen slår under pandelappen, tiden flyver afsted og jeg selv sidder her; fanget i nervøsitetens greb med negle i kødet og blod fra de åbne sår. jeg kæmper med nerverne og føler allerede, det bliver en lang nat. følelserne sidder udenpå tøjet og mit stræberhjerte holder mig i live; alt for meget. Jeg lever på højtryk og ordene flyder fra min mundvige sammen med frygten bag ordene "du har tabt".
det er virkelig nu, jeg mærker, hvordan jeg vil i kontakt med mig selv
hvordan jeg har lyst til at hoppe ud af skindet, tale mig selv til fornuft med et par dask på hver side af hovedet. det er rart at mærke, det virkelig er noget, jeg brænder for og har sat mig op på
i morgen bliver jeg vurderet; og jeg ligger højst sandsynligt alt for meget i denne her fine tale - men det har en vis værdi for mig nu, hvor jeg er gået ind i kampen.
i morgen bliver jeg vurderet af mine skolekammerater, som sikkert ikke engang skænker denne dag en tanke. det er blot en ganske kedelig onsdag morgen, der langsomt tager livet af en.


det kribler i mit hoved; jeg lever på bølgen og følger rusen af nervøsitet. det er nu egentlig rart nok sådan at udfordre sig selv en gang i mellem. det kribler over det hele

et udtryk

En piercing her, der og alle vegne. Hvad betyder det for et ansigt at udsmykke det med lag, stof og kirurgisk stål? Hvad betyder det for et menneske at have et bestemt udtryk?
Hvilken maske vil jeg bære i morgen - og vil jeg smile indenunder?

Med mindet om en veninde, der bragte mig på dybere vande og gode eventyr sidder jeg til stadighed og fortryder, jeg aldrig fik mig den piercing (!!!!) Få mennesker, når så dybt ind som du; heldigvis slipper du aldrig ud, min Emma.

Hvem er du selv, når du ligger nøgen i mørket uden en ven at dele verden med? Hvem er du, når frygten sniger sig ind på dig - og du løber hurtigt gennem natten? Når drømmene gør ondt og hjertet brister.
Hvem er hvad og hvorfor.......
Overvejer stadig den piercing en dag!

nedtur blev hurtigt til optur

Mavekramper, træthed og afleveringer over hovedet kan ikke helt ødelægge denne mandag aften, hvor jeg skal se billig stand-up i en hyggelig krog på Skråen.

Det er så vigtigt at sætte noget for dagen, så livet ikke bliver en stor omgang grå masse, hvor dagene flyder sammen foran tv'et og drømmene bliver passive.

At man så også får en aflevering udsat, det gør jo nærmest livet for sødt... åh altså, hvor er det herligt.

første søndag i advent

midt i ler, gran, brødre, brunkagedej, bedsteforældre, nostalgi, trætte øjne, glimmer, lys, storm, pap, nisser og hjertevarme befandt jeg mig i dag hjemme. hjemme som i den tilstand, der rammer hjertet, hvor det er blødt; som i følelsen af isolation, for jeg ved, I alle vil gribe mig, hvis jeg skulle falde - jeg ved, I altid vil se det gode i mig.
jeg søgte mod drømmenes univers på sofaen for en stund og mærkede en følelse fra mine barndomsdage; følelsen, hvor lyden af snak luller mig i søvn, hvor trygheden varmer hele min krop op, hvor jeg hører, jeg ikke er ene eller forladt. jeg vågnede op med et tæppe om mig og en mor, der for alvor er ved at åbne øjnene for, jeg skal skabe mit eget hjem snarest.

Jeg er vild med julen - og jeg ved med sikkerhed, at vi går en glinsende tid i møde med næstekærlighed og smukke stjerner. jeg har lavet et kalenderlys til mit kommende hjem, som starter fra min indflytterdato. stormen raser udenfor - så i dag har jeg bare lyst til at være hjemme.